Når det bobler og brister
Af Line Rosenvinge, 2010
Det bobler og brister i billederne og på væggen ved siden af. Sådan er Trine Boesens stil. Det er forfærdelig rodet. Man får lyst til at holde en magnet hen over maleriet for at se, om det kan samle sig. Det sker ikke, det vil ikke! Det vil være forfærdelig, vidunderlig rodet.
Som når en livsrig dame tømmer sin håndtaske ud på gulvet, eller en glemt skuffe får vendt bunden i vejret – ud vælter verden, eller i al fald en verden af småting og diverse menneskegjorte ting og sager. Alt dette roderi er ikke irriterende, for det er overældende på den gode måde.
Du finder ting, du kender og ting, du tror du kender og ting, du gerrne vil lære at kende. Tilsammen er det billeder, du ikke bliver færdige med, som en kryptisk rebus, der leger med forstanden.
Så selvom kunstneren sampler samtidssymboler og global urbankultur med fortællinger fra sit eget liv, ender det ikke med kaos. Dét skyldes i høj grad farverne.
Farverne i Trine Boesens malerier er nemlig i familie og binder alting sammen, fordi blandingsfarven hvid og en diskret neonfarvet pornopalet er gennemgående. Trine Boesen er også stilsikker, når det gælder horisonten – eller det forsvindingspunkt, der ofte er malet op. Proportionerne er også ude af takt med virkeligheden. Det er forførende kaos! Tingenes størrelse er underordnet maleriets mening … en gadelampe, kan have samme størrelse som en læbestift, mens alskens emballage ingen lader ane, hvad de var tænkt til at rumme.
Motivet flyder sammen. Ikke fordi det på traditionstung vis vil lade sig aflæse som et barokt stilleben, men fordi det – på moderne vis – vil lade sig aflæse som et øjebliksbillede.
Når disse egenartige malerier hænger sammen i et tomt og hvidt rum, så provokerer de fornemmelse for en verden af sorte huller fyldt med ting, du har glemt. Det ved kunstneren. Så hun kan finde på at male sprækker og bobler på væggen mellem malerierne, så den besnærende rumfornemmelse trænger sig yderligere på.
Malerierne mænger sig. Bemalingerne på væggen tegner forbindelseslinier og fanger betragteren. Hovedpersonen er din krop i rummet, mellem malerierne. Billederne nægter at give dig en priviligeret betragterposition, de puffer til dig, så du spræller rundt i nettet i det rum, der opstår ved at kunstneren har tegnet på væggen og iscenesat malerierne.
Iscenesættelsen er altså kropslig og ikke narrativ. Der er intet forløb, intet arkimedisk punkt, ingen begyndelse. Til gengæld er her krav om masser af nærvær.
Betragteren ligefrem besnæres til at lade sig hvirvle med – som enkeltmotiverne, der hvirvler rundt på lærrederne. Det kan derfor være noget af en rutschetur at give sig hen til malerierne, navnlig når de er iscensat i et rum, med vægbemalinger.
Når Trine Boesen maler, er det altså ikke “bare billeder”. Trine Boesen skaber rum, tegner på væggen og iscenesætter sine malerier. Når det sker, skaber hun både rum og sprækker mellem disse rum, som en påmindelse om, at alting kan revne, så lyset kommer ind eller ud.
Malerierne er i sig selv fyldt med sprækker. De ånder trods lagdelt motivmæthed. Malerierne i rummet skaber huller i mellem sig, men de har også masser af huller i sig selv. Kunstneren vover at vise nøgent, hvidt lærred mellem de tætte bemalinger. Kort sagt kan malerierne ånde, til trods for en til tider ekstrem og lagdelt motivmæthed.
Vi bliver mindet om, at vi går og tager alting for givet. Før reflektionen kommer nærværet. Kunsten hjælper os vej til dette nærvær. Kunsten kan beskrive og vise verden, som den ser ud. Kunsten behøver hverken forklare eller analysere – det er tilstrækkeligt at give os det så eftertragtede nærvær. Vi er som personer uløseligt knyttet til virkeligheden og vi finder os selv i møderne med virkeligheden. Iscenesatte malerier som Trine Boesens hjælper os til disse møder og gør os smidige.
På samme vis som der kan være tegnet på væggen så virker malerierne nogle gange “tegnede”. Det skyldes præcisionen i tingene og abstraktionernes konsekvens.
Tingene i malerierne kan være (og er det også nogle gange) nøjagtige, fotografiske gengivelser. Her er ikke spontane splask og malerpletter, der får lov at løbe løbsk. På symbolplan er malerierne utæmmelige, men formelt er der selvsikker orden.
Kunstneren rejser ofte og tager altid kamera og notesblok med. Det er ikke kun billeder, hun tager med sig hjem som inspiration. Det er hele pakken. Også stemninger, farver og lyde finder vej til atelieret. Et af hendes malerier rummer for eksempel både stemninger fra San Francisco og Tokyo, ekkoet af en sang og en gyde fra Amager.
Det er stederne og tingene, der optager kunstneren. Personerne og følelserne er formelt fraværende. I praksis er det netop din personlighed, malerierne og deres iscenesættelse ansporer. De beder dig om at huske, at skabe sammenhæng og associere over maleriernes opsamling af ting i snurrende, futuristiske rum.
Netop derfor er det forførende at se malerierne sammen i et rum, hvor de omhyggeligt er plantet, så de og vi allerede er på vej videre. Som i en tegneseries første eller sidste side, eller splitsekundet før søvnen fænger drømmen.