Trine Boesen

Af Kirse Junge-Stevnsborg i 2006.

Udgivet i Paintings, katalog af Trine Boesen 2006.

Fortællingen om Chuang Tses drøm kan ses som billede på den shopparajumpers.se dobbelthed, der reflekteres i Trine Boesens duale værk The Butterfly Effekt I og II. Fortællingen lyder, at Chuang Tse drømte, han var en sommerfugl, der fløj sammen med andre smukke sommerfugle og levede et bekymringsløst liv. Da Chuang Tse vågnede, spurgte han sig selv: “Drømte jeg mon, at jeg var en sommerfugl – eller er jeg en sommerfugl, der drømmer, den er Chuang Tse?” Denne refleksion over vores realitetsforståelse tematiserer Trine Boesen shopparajumpers i The Butterfly Effekt I og II.

Hvor det ene billede udfolder et vue over en storby, viser det andet billede et portræt af en kvinde med bil i byens udkant. I The Butterfly Effect I er storbyen i forgrunden grafisk tegnet i sort/hvid med tomme felter. Et stiliseret portræt. Bagved eksploderer byen i et farvevæld af planter, mønstre og symboler. En sommerfugl, en flue, stjerner, mennesker, en radiator, hænder med krydsede fingre og et svævende gebis, som med konturen af en storby-skyline på begge gummer, bider hårdt sammen. I The Butterfly Effect II er kvinden med bilen grafisk stiliseret og centreret på et stort tomt felt ved siden af to liggestole med en stor fugl. Heromkring eksploderer en storby, blomster, planter, veje, sommerfugle, helikoptere, en udfoldet schweizerkniv, gavebånd, hjul, en edderkop, et skilt med en bombe og et svævende sattelit-univers.

De to værker udfolder to perspektiver i eet – to optikker på storbyen, to mentale tilstande. I The Butterfly Effect I ser vi byen i fugleperspektiv, mens vi i The Butterfly Effect II ser byen fra pigen med bilens perspektiv – udefra, nedefra. Som i det middelalderlige perspektiv er billedelementerne ordnet efter betydning og symbolværdi alt efter størrelse og placeringer. F.eks. er billedernes naturelementer af dyr og planter på samme størrelse som husene. Naturen og de svævende elementer kan ses som billede på den aktivitet og det liv, byen rummer som en egen organisme. Umiddelbart ser billederne ud som kraftfulde og energifyldte udladninger af natur, der dikotomisk bryder med storbyens kontrollerede rum. Men ser vi nærmere på billederne, brydes den stereotype opdeling af natur og kultur af tvetydige og urovækkende elementer. Hvad er naturligt? Er mennesket separeret fra naturen? Er det menneskeskabte?

Skiltet med bomben, rækken med anonyme menneskeskikkelser, den store radiator (hvorfor er der så koldt?), gebisset som bider tænderne sammen (og er ved at fortære byen?), de forvoksede planter og blomster (nitratforgiftning?), schweizerkniven (hjælpemiddel til alle tænkelige situationer), hænderne med de krydsede fingre (er der brug for held?) og det sorte hul – det svævende sattelit-univers. Ses de enkelte elementer som symboler på sociale, psykologiske kræfter, bliver fuglen en person, der venter på kvinden (hvorfor?), edderkoppen et individ, som skiller sig ud fra sommerfuglene og helikopterne (anderledeshed?) og husene, planterne og sommerfuglen ses på flugt fra gebisset (hvorhen?). Noget er ved at ske, men hvad, forbliver et mysterium.

Som i den kinesiske filosof Kungfutses etiske socialfilosofi peger Trine Boesen i sit dobbelte værk, som i en lang række af sine andre værker, på, at alle handlinger og tanker har betydning. Kungfutses samfundsmoral foreskriver stræben mod “Yen”, den social dyd/dannelse som opbygger harmoni udfra idealet om, at man skal gøre mod andre, hvad man vil, at de skal gøre mod én selv. Hvordan recirkulerer vi handlemønstre? Kan sociale normer forskydes på et sted via aktivitet et andet sted? Trine Boesen lukrerer på Kungfutses idé om kausalitet og knytter via sin titel The Butterfly Effect I og II billederne til kaosteori og idéen om non-linearitet: En sommerfugls vingeslag i Kina kan sætte gang i en lavine på den anden side af jorden. Sommerfugleeffekten betegner et genkomment mønster af egen logik, som meteorologer i 1950’erne kortlagde af umiddelbart tilfældige/kaotiske fænomener. Disse fænomener dannede ved meteorologisk analyse over tid et dobbelt grafisk spiralmønster, der ligner sommerfuglevinger. I sine værker recirkulerer Trine Boesen den meteorologiske logik til Kungfutses sociale og mentale kausalitetslogik.

I sine værker stiller Trine Boesen spørgsmål til, hvad vi forstår som kaos. Hvordan er vi med til at producere fælles normer for kaos? Er kaos blot betegnelsen på en endnu ikke kendt form for organisering? Er definitionen af kaos kulturel? I de fem tidsbilleder The mind’s eye, Adventure in Wonderland, Don’t get straig’nt by reality, Concrete River og City Lights lader Trine Boesen som i The Butterfly Effect I og II umiddelbart stiliserede ordnede elementer konfronteres med et kaotisk himmelrum af tilsyneladende tilfældige hverdagselementer. Skønt billedelementerne kan opdeles taksonomisk i klasser, typer, arter – mennesker, dyr, blomster og planter, huse, artefakter og konventionelle tegn – lader Trine Boesen de to billedplaner (det stiliserede og det farvemættede) skyde sig asymmetrisk op mod hverandre i en egen logik. Elementerne væver sig ind i hinanden som kæder af ukontrollerede tegn, der peger videre frem mod nye tegn. Som i filosoffen Peirces lære om evolutionær tegnforskydning, hvor tegn skaber nye tegn i en biologisk evolution, og hvor udviklingen af mennesket er sammenknyttet til den kulturelle evolution, der udvikles sideløbende.

Adventure in Wonderland kan ses som en mental rejse og samtidigt et anonymt sociokulturelt portræt af byen. Et fællesbillede af materielle goder, tanker, handlinger, naturelementer, drømme og forskellige former for fællesskab. Et kollektivt ubevidste. Med en intenst rød farvedynamik gestaltes et univers omkring storbyen, komponeret af åkander og kloakrør, dartpile og kys, heste på flugt og maskindele, dødningehoveder og piskeris. Som betragter observerer vi en helhed på afstand, hvor figuration bliver fantasi, hvor realisme bliver hyperrealistisk, hvor futurisme bliver surreel, og det barokke bliver gotisk i en metamorfosisk proces. I The mind’s eye peger blikket tilbage på betragteren, idet et kvinde- og et mandeansigt kigger direkte ud af billedet. Betragteren bliver inkluderet i billedet og hvirvles ind i en urban jungle af drama. Betragteren tvinges direkte til at byde ind med egne associationer. Det ubevidste gøres manifest.

Trine Boesen henter endvidere i sine billeder symbolik fra taoismens naturforståelse og idéen om alle værende tings naturlige og indbyrdes orden. Er vores mentale verden af tanker og fantasi naturlig? Hvornår er noget reelt? Hyper-reelt? Surreelt? Artificielt? Som Julie Damgaard har pointeret i Om Trine Boesen, 2002, så leger Trine Boesen med vores optik, idet “et genkendeligt motiv “skævvrides” pludseligt af abnormale størrelsesforhold og vinkler, eller en semi-abstrakt figur transformeres på et øjeblik til en lampeskærm eller en telefon.” I Don’t get straig’nt by reality præsenteres vi for et billede af et højhus. Bagved eksploderer, som i Trine Boesens andre værker, symboler som svampe, sommerfugle, trafiklys, veje, natur, en edderkop, flagermus. Huset gestaltes som organisme. Som et portræt af en person. Er vi vidner til et mentalt billede på artificiel intelligens? Eller til et billede på eksperimenter med kemiske stoffer i “robotter” for at opnå naturlig intelligens?

Som i et zen-billede sammenfletter Trine Boesen modsætningspar (Yin og Yang partikler), der ordner verden binært mellem det gode versus det onde, det lyse versus det mørke, det mandlige versus det kvindelige. Men hun stiller samtidig spørgsmål ved denne dualisme ved at mikse de traditionelt positivt ladede (maskuline) elementer med de negative (kvindelige) til tvetydige udsagn. Værkerne Concrete River og City Lights er fyldt med maskuline versus feminine magttegn. I Concrete River er gaden, vi – som betragtere – befinder os på og kigger ind i billedet fra, som et dukkehuse for bruden (legen om det perfekte ægteskab). Absurd, humoristisk. El-piskerne er truende (kvinderoller eller køkkenchef?), helikopterne (flugten?), brudebuketten af svampe (spiselige/giftige?) og terningerne kastet i et tilfældigt slag. I City Lights sprænges massesamfundets forbrugerisme ud af storbyen i et flow. Gadelys, gavebånd, sommerfugl og læbestifter. Og selve byen ses vokse frem på stjerner og grapefrugter. Tomme huse, tomme tanker, tomme liv. Blikket på forestillingen om det mandlige versus det kvindelige genfindes også i flere af Trine Boesens andre billeder f.eks. i serien Strange Days, Strange Nights og Kids in the Mist. De tre billeder kan ses som storby-tableauer, der præsenterer et drama i tre akter over drømmen om den store kærlighed. Og hvor alt ikke er, hvad det ser ud til på overfladen.

Elementer af romantik er fremhævet med grafisk streg: en brud og intime kærestepar. Men disse billedelementer kontrasteres med signaler af vidt forskellig karakter: bl.a. dødningehoveder (det forgængelige), svampe (det muligt dødbringende/delirium), kronhjorten (den maskuline kraft), lightere (ild), en mystisk mand (faderen/forbryderen), puttier (løftet/det religiøse), kaniner (yngel), sommerfugle (feminine kræfter), edderkopper (fobi?), kloakrør (affald), et skilt med ordet Fear (advarslen), himmel i oprør (uvejr), junglevegetation (det ukendte/eksotiske). Alle tre billeder rummer hver sin egen metafor. Som i en tegneserie ser vi et fragment af en handling. Men vi har ikke mulighed for at bladre til tegneseriens næste billede. Vi fornemmer blot en række truende elementer, som knytter de tre billeder sammen sideordnet, metonymisk. I f.eks. Strange Nights holder kvinden en pude i sin hånd. Har hun blotlagt mandens ansigt? For i næste sekund at læne sig over ham med et kys? Eller for at kvæle ham? Kæresteparret i Kids in the Mist lader sig ikke distrahere af neonskiltet Fear. Angst for kærligheden, den mystiske mand, kaninhoben? Bruden i Stange Days repræsenterer ungpigefantasien om den eneste ene og muligheden for at være prinsesse for en dag. Men hvad repræsenterer dødningehovedet? Og hjorten? Er hjorten brudgommen og den maskuline kraft distraheret af sommerfuglene? Er hjorten symbol på borgerskabets ultimative jagttrofæ, et voldsemblem for mandlig dominans – triviallitteratur, hjortens flugt, det danske kaffebord?

I værket Oh Dear er hjortehovedet hængt op på væggen som et trofæ på et småborgerligt ornamenteret tapet. Hjorten er her hovedmotiv omgivet af en lang række billedelementer hentet fra Trine Boesens univers af symboler. Hjorten er pacificeret og objektificeret. Et billede på social magtkamp? Er hjorten taberen i et udefinerbart spil, stereotypiseret og fastlåst i en rolle? Repræsenterer hjorten her det feminine? Kun vores forestillingsevne kan slutte vores associationskæde. I Oh Dear trækker Trine Boesen på romantikkens idealisering af følelser og fantasi – hjortebilledet i salonen, det idealiserede portræt, hvor dyret fungerer som psykologisk tegn for mennesket, og hvor fabeldyret bliver billede på os selv. I Trine Boesens version er fabeldyret repræsenteret ved hjorten, det velkendte, konventionelle, trivielle, banale. Trine Boesen peger med sine dyr-menneskelignelser også på, at i dyreverdenen spores tegn på non-linearitet. Når dyrearter uddør eller undergår store forandringer, finder det sted udfra tilbagevendende mønstre. Når f.eks. rævebestanden er lille, forøges kaninbestanden. Flere kaniner betyder mere mad for ræven og derfor et øget antal ræve, der igen mindsker antallet af kaniner. Trine Boesen twister hele tiden betydningerne og vores symbolik (eller rettere: lader os som betragtere gøre det). Som i et opgør mod den romantiske digter fortæller hun historier, som hun ikke vil åbne, for at de ikke skal lukke sig om sig selv.

Trine Boesen peger på, at der aldrig er en sandhed – men at der altid findes flere niveauer, optikker, perspektiver, syn og historier. Som i Chuang Tses drøm reflekterer Trine Boesen i sine værker over skismaet i vores realitetsforståelse: Hvad er virkeligt/uvirkeligt? Hvad er organiseret/kaotisk? Hvad er parallelitet? Hvad er et billede/modbillede? Der er altid et billede bag billedet som i en postmoderne gåde, hvor betragteren inviteres til at dekonstruere de mangetydige billedlag – som Elisabeth Byre har sagt det i Solitude Standing in the Urban Jungle, 2004. Trine Boesens storbyunivers af forestillinger, dystopier og drømme kan sammenlignes med en myretue, hvor alt muligt sker. Man lægger ikke mærke til den før man står midt i den. Man begynder at forestille sig, at der er en helt lille verden inden i. Sociale normer og fællesskab, adfærdsmønstre og retsregler. En samfundsorden, der kan sammenlignes med en mental tankeproces, hvor hjernens celler kommunikerer med hinanden og skaber aktivitet, billeder og betydninger. Et mikrokosmos i makrokosmos. Når man roder i myretuen opstår kaos. Og et indøvet katastrofeberedskab aktiveres. Ganske som når mennesket tilpasser sig forandring eller agerer under stress gennem biokemisk justering.

Det kan være små ting i hverdagen, som kan sætte gang i en billed- og betydningslavine, fortæller Trine Boesen om sin arbejdsproces. Hun henter sin inspiration fra magasiner, musik, populærkultur, bøger, private fotos, film, kunstnere som bl.a. Louise Bourgeois, Raymond Pettibon, Andy Warhol, 70’erne psykedeliske billedeksperimenter og amerikansk feminisme. I sin kunstneriske metode trækker Trine Boesen på popkunstens sampling af tegn, men altid i et “skævt” møde af æstetiske sammenstød mellem det dagligdags versus det poetiske, det kitschede versus det smukke, massekultur versus borgerskabsemblematik. Humor og satire. Elementer af nyfiguration, ny sensibilitet og ny gotik er indpakket i et ekspressivt og barokt formsprog. Trine Boesens værker er både graffiti og muselmaleri.