Review – Trapholt – JyskeVestkysten

Posted on September 3rd, 2014 in Uncategorized

Trine_JV
Kulørt: Der bliver ikke sparet på virkemidlerne, når Trine Boesen går til lærredet. Ny udstilling kildrer i øjnene og er både sjov, eftertænksom og fuld af farveglæde.

Af John Ahle Petersen
jpe@jv.dk

I folkeskolens matematiktimer lærte man, at man ikke må blande æbler og pærer. De timer har Trine Boesen ikke været med til eller også har hun bare tænkt “Hvorfor må man ikke blande æbler og pærer og alt muligt anden for den sags skyld?”.
Så det gør hun nu i sine dynamiske værker, der eksploderer foran beskueren, når Trapholt i Kolding i denne uge åbner udstillingen “New Resort” med billedkunstner Trine Boesen.

Værkerne leger ubesværet med ting, symboler og figurer, der ikke ved første øjekast kan have noget med hinanden at gøre. Men det er netop i spændvidden mellem genstandene, at magien opstår på lærredet. En kulørt kugle, et fuglekiggertårn og et tilsyneladende tilfældigt tal plus alt muligt andet, der til lejligheden er dumpet ned i kunstnerens turban. Og det hele er arrangeret i en Big Bang-lignende sekvens, der snildt tager pusten fra én.
– Jeg bestemmer ikke, hvad folk får ud af at kigge på mine malerier, og der er heller ikke et bestemt løsning på, hvad værkerne betyder. Omvendt vil jeg sige, at fra min side er der ingenting, som blot er tilfældigt anbragt, siger Trine Boesen om de på en gang kaotiske og velordnede myldermalerier.

Hun vil gerne gå så vidt som til at forklare, at malerierne handler om rum – om at skabe rum og om at overveje, om ting blot er, hvad de giver sig ud for at være. Er en spade nu også altid en spade? For nogle gange opstår der helt nye rum og også nye muligheder, når velkendte genstande og afprøvede argumenter sættes ind i en anden sammenhæng.
– Malerierne er et bud på, hvordan man kan betragte verden. Og uden at være hverken politiske eller forkyndende, må mine malerier gerne give fornemmelsen af en verden, der rummer andre muligheder end gråvejr og at smøre den daglige madpakke, siger kunstneren.

Fuld power
Museumsdirektør Karen Grøn sætter Trine Boesen ind i paraden af unge kvinder, der med fuld power tør give et kunstnerisk signalement af nutiden. En turbulent nutid, hvor vi er omringet af billeder, som fra alle sider og vinkler stræber efter vores opmærksomhed. Den eksplosion af billeder finder man i Trine Boesens malerier, siger Karen Grøn.
– De er et spejl af vores samtid. Og i de mange detaljer bliver de næsten et billede af os selv. Dertil kommer at hun ganske enkelt er en hammerdygtig håndværker, der udstråler en fantastisk glæde ved at male.

FAKTA
Ind i maleriet
Udstillingens hovedattraktion er “The Grand Gabinet”, der er malet specielt til Trapholt. Det store maleri fylder både vægge og gulv, så man kan træde ind i det og forsvinde for en stund i Trine Boesens univers.

“New Resort”
Udstillingen åbner på onsdag for inviterede gæster, og så kan den ses fra 28. august indtil 6. april. Se mere på www.trapholt.dk.

Trine Boesen
Er født i 1972 og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1997-2002.
Er blandt andet repræsenteret på Aros, Kunsten, Vejle Kunstmuseum, Ny Carlsberg Fondet, Nykredit og Albert Knox, New York, US.
Står bag udstillinger i blandt andet New York, Basel, Beijing, Shanghai, Berlin, Køln, Newcastle, Stavanger og Stockholm
samt udstillinger i Danmark.
Se mere på www.trineboesen.com.

 

Tags: , , , , , , ,