Anmeldelse – Fynsstiftstidende
Sublim sanseudstilling er et sandt syretrip
Jeg har aldrig taget stoffer. Jeg mener heller ikke,
at mine døtre på tre og seks år har været i nærheden af hverken LSD eller opium i nogen former. Men sammen tog vi på det, der i 1960’erne blev kaldt for et ”trip”, da vi brugte en hel eftermiddag på Trine Boesens mesterlige sanseudstilling.
Det er farligt at give enhver form for kunstudstilling eller kulturbegivenhed seks stjerner, for hvad gør man, hvis man støder på noget, der er bedre? Den bekymring må jeg tage, når det kommer. For ”Hullet i muren” er en seks-stjernet totaloplevelse, som både imponerer mine døtre og undertegnede i en grad, så vi allerede snakker om at vende tilbage næste weekend. Og hvorfor så det?
Fordi årets udstilling til trods for lidt sløset malede over ader i det ultraviolet oplyste hjerte af udstillingen er en kunstnerisk kraftpræstation. Med en detaljerigdom og udtryksmæssig mangfoldighed, som kan få selv voksne og erfarne kunstdyrkere til at måbe.
Idérigdommen er forbløffende fra det øjeblik, man træder gennem ”hullet i muren” og begynder rejsen i en spejlsal med synet af sig selv og en skilteskov i alle tænkelige vinkler. Derefter træder man ind i en blændende hvid korridor med tykke plastikstykker hængende fra loftet. Pludselig forsvinder lyset, og et virvar af mønstre træder frem på gulve og vægge. Begge mine døtre griber forskrækket min hånd, inden de sagte udbryder: ”Waaaaauw”. Og det er kun begyndelsen, skal det vise sig.
I den forkerte midte
Jeg har ikke styr på, hvor mange kvadratmeter udstillingen fylder, men i første omgang tror jeg fejlagtigt,
at et rum er hjertet af udstillingen. Her er puder til at bygge huler med, fantasifulde tegninger på væggene og nurlige, abstrakte skumhuse under loftet.
Det ligner nærmest matematisk graffti på væggene, og det må have taget ufatteligt lang tid at lave. ”Men det er alligevel lidt tamt”, når jeg at tænke, inden fotografen kommer og spørger, om vi ikke vil med ind på ”selve” udstillingen.
Altopslugende mørke
Som sci fi-filmnørd med en forkærlighed for det ydre rum er det som at træde ind i en drøm. En psykedelisk ultraviolet galakse med planeter i besynderlige farver, rumskibe, stjernehimler og selvlysende rumgopler. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er trådt ind i et rum på et museum og tænkt: ”WTF! W-H-A-T-T-H-E-F-U-C- K.”
I hjørnerne har produceren Bjørn Svin sørget for et lydtapet, der matcher det visuelle univers. Brummende lyde får det til at lyde som motorrummet i en rumraket på vej mod Andromedagalaksen. Det elektroniske og fragmentariske soundtrack underbygger smukt det drømmende indtryk i hjertet af udstillingen.
Et sted kan man lægge sig på gulvet på ryggen og stirre op i et kalejdoskopisk virvar af farver og mønstre på en skærm omgivet af spejle. Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan få et smukkere syn på LSD. Min datter på tre år, der normalt kan sidde stille i otte sekunder, lægger sig med hovedet på min arm og studerer de uforudsigelige mønstre. I flere minutter ligger vi helt stille og betragter. Det er muligvis en enkel installation. Men den er intet mindre end formidabel.
Det samme er en kulsort tragt, der for børn føles som en lang rejse ind i et sort hul. Sjældent har mine piger klemt min hånd så hårdt, som i det altopslugende mørke. Deres begejstring vil ingen ende tage, da vi når ind til hjertet med en række oplyste tråde højt over dem. Når man er en meter høj, må det føles som at stirre direkte op i en supernova.
Jeg har ikke engang nævnt stien med selvlysende planeter, de enorme oppustede traktordæk, hængekøjerne eller rumskibet. Men tag mit ord for, at både dine børns og dine sanser får et boost, I sent vil glemme.
Udklip fra Fynsstifstidende d. 27. novenber 2015:
