Hullet i muren – foromtale – Fynsstiftstidende

Posted on November 11th, 2015 in Uncategorized

Hun tager børnene med ud i rummet

Kunstner Trine Boesen rammer tidsåndens ønske om vægtløshed med sin sanseudstilling ” Hullet i muren” på Brandts

af Malene Birkelund, Fyns Stiftstidende.

Kunstner Trine Boesen glæder sig til snart at kunne bevæge sig fysisk gennem de rum, der længe kun har eksisteret i hendes tanker og skabeloner. I den kommende uge rykker hun ind på Brandts for at være med til at bygge den 27. udgave af sanseudstillingen op, og det glæder hun sig til.

– Spørgsmålet har for mig været, hvordan man kan give børn en kunstoplevelse, samtidig med at de kan lege. For at løse det har jeg lavet en række rum, de skal igennem, siger hun, der ikke tidligere har arbejdet i så stort format.

43-årige Trine Boesen er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2002, og selv om det er første gang, hun laver sansekunst for børn, er det længe siden, hun første gang bogstaveligt talt arbejdede ud af rammerne. Hun kan godt lide at inddrage de rum, hendes værker indgår i. På den måde bliver der dannet bro mellem sted, værker og beskuer, synes hun.

– I rummene mister børnene måske fornemmelsen for, hvor langt de er kommet i udstillingen.Vi kunne ikke helt ophæve tyngdekraften, men vi har forsøgt det, forklarer Trine Boesen med et grin.

Et andet vigtigt element undervejs er mørke.
–  Jeg håber, børnene opfatter mørket som spændende, og -selv om de kan have svært ved at bedømme dimensionerne mellem elementerne i det -får lyst til at gå på opdagelse, siger hun Det er historier som ” Alice i Eventyrland”, hvor hovedpersonen falder ned gennem et hul i jorden, og ” Løven, heksen og garderobeskabet”, hvor børnene går igennem skabet for at kunne komme ud på deres rejse, der har inspireret Trine Boesen til titlen.

Lige durk ned i tidsånden

Børn må gerne have bevidsthed om, at virkeligheden findes lige uden for murene, samtidig med at de et sekund oplever at forsvinde ind i et andet univers, siger hun, der uden at ville det er ramt lige durk ned i tidsånden ved at vælge rummet som tema. Det er oppe i tiden – men Trine Boesen har længe interesseret sig for rummets sorte huller, og hun genkalder sig tankerne om det uendelige univers fra barndommens sorte stjernehimmel over byen Gl. Ry, hvor hun voksede op.

– Her kunne jeg om aftenen stå og tælle stjerner og fundere over, hvor jeg kom fra, og hvad universet er for en størrelse. Det er jo ikke kun astronomer, der har den slags kæmpetanker, siger Trine Boesen, der mener, at fornemmelsen af at blive suget ud i det uendelige kan ramme alle mennesker.

–  Måske er denne udstilling ikke det, der ændrer børns liv, men den er med til at understøtte, at man kan tænke på en anden måde, end man plejer, og det er for mig at se hele missionen med at få kunstoplevelsen ind i børn, siger hun.

Sanseudstillingen ” Hullet i muren” af Trine Boesen åbner på Brandts 20. november 2015.